Flexografisk tryk, oprindeligt kendt som anilintryk, blev ikke udviklet på grund af det giftige blæk, det brugte. Siden da er blækfabrikken officielt blevet omdøbt til flexografisk tryk ved at bruge anerkendte og acceptable pigmenter. I modsætning til andre trykmetoder, der er i stand til at udskrive fine mønstre, defineres primitivt flexografisk tryk ofte som synonymt med tryk i lav kvalitet.
Efter midten af halvfjerdserne, på grund af fremskridtene i materialeindustrien, især fremkomsten af polymerharpiksplader og cermet anilox-valser, har udviklingen af flexografisk tryk taget et kvalitativt spring. Teksten og billederne på det originale manuskript er computeriseret til film, så mere detaljeret tekst og linjer, og endda grafisk designtryk ved hjælp af prik-reproduktion, kan opnås ved flexografi. På det tidspunkt var korrugerede kasser hovedsageligt lavet af 6,34 mm tykke plader, og reproducerbarheden af prikker var hovedsageligt 65 ppi eller mindre, og de fleste af dem blev brugt til monokrome prikdesign. Derudover forbedres ikke kun bølgepapkasser, men også papirposer, etiketter, filmtryk og andre områder. Med fælles udvikling af trykudstyr, blæk, plader og andre producenter er det muligt at opnå high-definition farveprint på 175 lpi ved hjælp af en plade med en tykkelse på 1,14 mm.
I midten af-90erne, med fremskridtene inden for lasergraveringsteknologi, tog BARCO (nu ESKO) og DuPont føringen i fælles udvikling af lasergraveringsflexoplate sammenlignet med den traditionelle flexografiske plade, der brugte filmark, lasergravering af flexographic kan opnå fine prikker og tekst med fine linjer, som traditionelt flexografisk tryk ikke kan opnå, og samtidig er farveskalaen for tryk bredere, hvilket gør, at flexografisk tryk også kan sammenlignes med offsettryk/dybtryksmetoder såsom high-definition farvetryk .